Europagten – EU's finanspagt forsøges solgt som en fredsommelig aftale, der blot tager sigt på at skabe økonomiske stabilitet og økonomiske disciplin. Den har ikke konsekvenser for Danmark eller for danske suverænitet og demokrati – får vi at vide. Man fortsætter den forløjethed, som EU/EF-debatten i Danmark altid har lidt af.  .

Vi ville ikke indgå i en 3. fase, hvor vi kunne påføres bøder eller andre straffe, hvis vi f.eks. ikke overholdt kravet om at budgetunderskuddet ikke måtte overskride 3 % af BNP. Vi ønskede at fastholde muligheden for at føre en økonomiske og f.eks. valutapolitik, tilpasset danske forhold – ikke tyske eller franske eller for den sags skyld tyske eller franske bankers behov.

Nu er det så  ½% af BNP – hvert år. Realiteten er, at vi frasiger os retten til fremtidig f.eks. at lave den kick-start, som S og SF, så gerne vil have. Vi frasiger os endnu mere af selvstændige muligheder for at føre en økonomisk politik. Og vi bliver underlagt strafmuligheder. Og at blive udsat for det sagde danskerne nej til.

Og flere demokratiske problemer myldrer frem. Allerede nu er der rigelig med forpligtelse til at udskrive en folkeafstemning, når suveræniteten og euroundtagelsen undergraves.

Blot det besynderlige nye lovgivningsbegreb,  som indføres i form af en ”permanent lov af forfatningsmæssig”.  Et begreb, som tilhængerne end ikke ulejliger sig med at definere.

Men så er det jo godt, at Angela Merkel – den tyske forbundskansler  - er mere klar i mælet. På sit partis hjemmeside www.cdu.de siger hun ganske klart - og i overensstemmelse med traktatteksten, at der er tale om en ”evig” og ”bindende” lov.

Den forpligter altså  uanset folketingsflertals eller befolkningsflertals ønsker. Derfor bliver den, der ønsker at fjerne bestemmelserne fra dansk lovgivning straffet.  Det er dybt udemokratisk, men følger i fodsporene på de totalitære tendenser, som også har vist sig, når man indsætter regeringschefer i Grækenland og Italien – udenom befolkningerne.

Og løser eurotrakataten så Eurolands og EU's økonomiske problemer? – Det er der faktisk ikke noget, der tyder på og Danmarks deltagelse eller for den sags skyld nej til at deltage vil – i den sammenhæng – ikke have den store betydning.

Men for Danmark, dansk suverænitet og demokrati, vil det have stor negativ betydning – oveni de 40 milliarder kr. Thorning er så ivrig efter at lette de danske skatteydere for – udover det  EU-underskud, vi i forvejen har.

Det er en ekstrem dyr pris, Thorning og folketingsflertallet vil betale for at behage de store spillere i EU.

En tobin-skat er en skat på handel med værdipapirer. Den kan bruges til at skaffe indtægter, men det er ikke let at forudsige, i hvilket omfang handelen med værdipapirer vil blive flyttet. Man risikerer nemlig, at skattegrundlaget flytter til andre lande, hvis man beskatter noget, der kan flyttes.

Det er bedre at beskatte noget, der ikke kan flyttes - først og fremmest jordens beliggenhedsværdi.

Tobin-skatten kan ikke forhindre nye kriser. Den kan dæmpe handelen med værdipapirer, men den kan ikke fjerne årsagen til kriser.

Inden krisen var finansmarkederne i vid udstrækning baseret på spekulation i gevinster på ejendomsmarkedet. Det er her, vi kan gøre noget effektivt for at forhindre nye kriser - og på samme tid gøre det sværere at lave tvivlsomme finansprodukter, der ikke bidrager til den værdiskabelse, vi alle skal leve af.

Priserne på ejendomsmarkedet viste sig at være vildt oppustede. De mange finansielle produkter, der i vid udstrækning var baseret på stigende jordpriser, faldt voldsomt i værdi.

De banker, der lå inde med mange af disse produkter, eller som havde penge til gode hos banker, der lå inde med produkterne, fik voldsomme problemer. Bankerne turde ikke låne til hinanden og til produktive investeringer.

Prisboblen på ejendomsmarkedet var grundlaget for de tvivlsomme finansielle produkter. Og da boblen bristede, viste det sig, at at samfundsøkonomien og bankernes økonomi var baseret på varm luft.

Det er tragisk for samfundsøkonomien, at der efter krisens indtog stort set kun er blevet fokuseret på bankerne og på at “rekapitalisere” disse. Krisen begyndte ikke i bankerne. Den begyndte på ejendomsmarkedet.

En tobin-skat kan være bedre end ingenting, men det eneste effektive middel mod fremtidige kriser er en løbende afgift på jordens beliggenhedsværdi. En sådan afgift vil gøre det meget vanskeligere at lave tvivlsomme finansiselle produkter, og finansmarkederne vil derfor i højere grad blive nødt til at fokusere på reel værdiskabelse.

I tilgift får vi en mere retfærdig fordeling, hvor opgangstider kommer alle til gode, og vi får mulighed for at nedsætte skatten på arbejde markant. Der er sådan set ingen grund til at modvirke en sådan reform. - Med mindre man vil støtte uproduktive spekulanter og/eller som politiker er bange for boligejernes reaktion. 

Bragt i Nordjyske den 10.2 2012.

Europarådets parlamentariske forsamling har vedtaget en række krav til Ukraine, deriblandt at valglovens spærregrænse nedsættes fra 5 til 3 % og at valgforbund mellem partier tillades.

Den beslutning må give anledning til eftertanke i regering og folketing. For ganske vist har vi en lavere spærregrænse (2 %), men forbud mod valgforbund til folketingsvalg. Derimod er valgforbund tilladt ved europaparlamentsvalg, regionsvalg og kommunalvalg.

Der er ingen saglig grund til forbudet mod valgforbund ved folketingsvalg. Det skaber stemmespild, krænker vælgeres ret til repræsentation og chikanerer de små partier. Det skader faktisk også de større partier og kan i visse tilfælde koste dem regeringsmagten.

I Danmark er det i forvejen svært for nye partier at opstille til Folketinget. Det kræver i praksis op mod 60.000 underskrifter p.g.a. enormt bureaukratiske kontrolregler og kan ikke gøres for under en halv million kr., indsamlet af partier, der modsat folketingspartierne ikke lever af statstilskud.

Når indenrigsministeren alligevel – og godt for det – vil overveje at gøre det muligt elektronisk at indsamle underskrifterne, så bør hun også overveje at lytte til Europarådets demokratiske stemme!

Clement  Kjersgaard  (Pol. kronik 25/1)  har læst en bog af en amerikansk økonom (Tyler Cowen), der hævder, at det er manglende innovation, der er årsag til den økonomiske krise i USA og Europa: ”Pengene fik lov til at vokse i kasinoøkonomien” i stedet for at gå til innovation.

Mærkeligt nok kommer kronikøren ikke ind på, hvordan man kan få investeringerne til at gå til innovation og arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til kasinoøkonomien: Man kunne gøre det mere profitabelt at investere produktivt i stedet for at spekulere i ejendomme, valutaer og værdipapirer. M.a.o. : Følg økonomernes råd om øget løbende beskatning af jord og fast ejendom, af begrænsede ressourcer som olie og gas samt råstoffer. Føj dertil en Tobin-skat af kapitaltransaktioner så kasino-elementet elimineres. Og følg økonomernes råd om at anvende provenuet af reformen til nedbringelse af skatten på arbejde.

Det er den løsning på krisen, som Clement Kjersgaard som tidligere næstformand for Retsforbundets Ungdom burde være bekendt med.

Skatteministeren begrunder (JP 19/1) sin modstand mod øget ejendomsskat med hensynet til de boligejere, der har etableret sig på toppen af boligboblen. Han ignorerer de økonomiske vismænds forslag om en lempelig afvikling af ejendomsværdiskattestoppet, således at der blot skal betales mere, hvis ejendomsværdien stiger. Ingen jages fra hus og hjem.

Det forstår vælgerne godt: I en Gallupundersøgelse (Berlingske 21/2  11) svarede 64 % ja til øget boligskat, hvis skatten på arbejde blev sat tilsvarende ned, kun 22 % sagde nej. 71 % af de socialdemokratiske vælgere sagde ja, 69 % af SF-vælgerne.  Da 64 % af vælgerne er boligejere, må også et flertal af dem være tilhængere af en sådan skattereform, endog selv om de 22 % nej-sigere skulle være boligejere alle som en.

Regeringen kan derfor roligt lytte til økonomernes nærmest enstemmige råd om at den lavere skat på arbejde finansieres ved øget løbende beskatning af jord og fast ejendom. Hvis skattereformen vedtages nu og først træder i kraft som foreslået af de radikale 1/1 16, har S-SF endda overholdt deres (tåbelige) valgløfte om ikke at øge ejendomsskatten i indeværende valgperiode.

Selv de borgerlige oppositionspartier bør overveje, om det ikke er bedre liberal og borgerlig politik at beskatte arbejde lempeligere og arbejdsfri, samfundsskabte værdier hårdere. Vi skal jo nødigt have en ny boligboble med deraf følgende virksomhedslukninger, arbejdsløshed, tvangsauktioner og gældskrise. Og vi skal jo gerne have investeringer ledt til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv eller spekulativ anbringelse i jord og fast ejendom.

Efter i årevis at have kritiseret den forrige regering for ufinansierede skattelettelser fremsætter den nuværende skatteminister forslag om lettelser i topskatten uden at anvise finansiering. Han indrømmer oven i købet at hans skattereform, isoleret set, vil skabe større ulighed!

Det må være fordi han afviser øget ejendomsskat som finansieringskilde. Intet har skabt større ulighed end VKO-flertallets ejendomsskattestop (som S-SF senere tilsluttede sig!). Det har også ydet sit betydelige bidrag til boligboblen og dermed gældskrisen, arbejdsløsheden, tvangsauktionerne og fallitterne.
De økonomiske vismænd har i årevis advokeret en skattereform, der flytter vægten fra skat på arbejde til skat på jord og fast ejendom. De har konkret foreslået en lempelig afvikling af ejendomsværdiskattestoppet, kombineret med en lettelse af indkomstskatten – også med den begrundelse at det vil gavne investeringer i arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for passiv eller spekulativ placering i jord og fast ejendom. Endvidere vil en sådan reform kunne forebygge nye boligbobler.

De radikale er tilhængere af en sådan reform, og S-SF har kun lovet, at de ikke vil forhøje boligskatterne i indeværende valgperiode. Intet er derfor til hinder for, at man vedtager reformen i denne periode, men først lader den træde i kraft 1/1 2016 som foreslået af vismændene.

Hvis S-SF frygter boligejernes hævn, kan de godt afskrive denne frygt: I en Gallup-måling 21/2 11 i Berlingske svarede 66 % af vælgerne ja til højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned. Blandt de socialdemokratiske vælgere var ja-procenten hele 71 og blandt SF-vælgerne var den 69. Boligejerne udgør 64 % af befolkningen, så selv om alle nej-sigerne (22 %) skulle være boligejere, er de immervæk et mindretal over for de boligejere, der siger ja til højere boligskat mod lavere skat på arbejde.

I politiske kredse har det været et dogme, at vælgerne hellere vil have skat på arbejde end på boliger. Det har tidligere undersøgelser vist. Men det har den dybe økonomiske krise med udspring i globale boligbobler øjensynligt lavet helt om på. Vælgerne er krisebevidste – og ikke så dumme som VKO og S-SF tror.

Skatteministerens automatreaktion på rådene fra vismænd, økonomer og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds gentagne forslag om at man kun kan få en skattereform med balance, hvis man for alvor flytter skatten fra arbejde til ejendomsbeskatning er trist (jp 19/1).   Det er trist og skadeligt for den danske samfundsøkonomi og for den sociale retfærdighed, hvis politikerne på Christiansborg bliver ved med at nægte at lytte til økonomer og Retsforbundet.

Forslaget går ud på den måde ophæves skattestoppets fastfrysning af ejendomsværdiskatten på en lempelig måde.

Dette forslag har bare den store ulempe, at det virker som en straf på forbedring af bygninger.

I stedet kunne man umiddelbart  indføre en afgift på 5% af jordens beliggenheds- og dyrkningsværdi - og dermed lade den afløse ejendomsværdiskatten og den kommunale grundskyld. Under alle omstændigheder kræver det, at komme i gang her.

Dette vil have mange fordele.

- Værdien af det næste opsving kommer alle til gode.

- Risikoen for spekulative bobler og kriser bliver væsentlig mindre. Den nuværende gældskrise er jo blot senere trin i den dybe krise, som tog sit udgangspunkt i de boligbobler, som netop kom fordi man tillod den voldsomme oppustning og ovenikøbet uansvarligt forstærkede den – i USA med subprime lån – i Danmark med lempelige låneordninger.

- Og ingen vil blive straffet med en ekstra skat, fordi de forbedrer værdien af deres bolig, når skatten på mursten afløses af en skat på beliggenhedsværdier.

Jordens samfundsskabte beliggenhedsværdi er en fælles ressource og bør komme alle til gode. Gør man ikke noget, så vil vi om nogle år ligge som vi har redt. Vi vil løbe lige lukt ind i den næste nedtur og vi vil stadig have en dybt uretfærdig skattepolitik.

Det er på forbavsende lille plads, det lykkes Erik Boel at modsige sig selv i Information  17/1 i sit indlæg ”Vi skal ikke stemme om alt”.

Nu er der såmænd heller ikke nogen, der har foreslået det,  men realiteten er jo den, at Erik Boel netop konstaterer, at det, at vi har haft folkeafstemninger netop har bidraget til, at danskerne i EU er den mest vidende befolkning om EU. På den anden side påstår Boel alligevel uden belæg, at afstemninger blot er blevet brugt til at straffe regeringer.

Viden burde vel være godt, men nej synes Boel, for denne viden har befolkningen så brugt til at stemme nej til Boels synspunkt. Altså brugt det til at mene noget andet end Boel. Og det ophidser tilsyneladende Boel en del.

Folkeafstemninger burde vi faktisk bruge meget oftere. Det involverer befolkningen og gør faktisk at vidensniveauet hæves. Demokrati burde involvere ikke ekskludere. Folkeafstemninger er med til at involvere og engagere i demokratiet. Risikoen er så selvfølgelig, at flertallet kan finde på at stemme ”forkert”.

Men Boel skriver jo også i sit indlæg med de mangeartede synspunkter, at  EU-afstemninger gør, at politikernen ikke går længere end befolkningen kan være med.

Problemet er imidlertid, at netop EU-politikerne synes befolkningen er meget besværlig, når der sættes grænser for EU-begejstringen.Men i stedet for at snyde befolkningen for at blive spurgt forsøger man så istedet at omgå befolkningens afgørelser. Ikke mindst med såvel tilslutningen til den såkaldte europluspagt sidste år og nu den såkaldte eurotraktat.

Befolkningen har sagt nej til euroen. Faktisk 3 gange. De ønsker ikke Danmark underlagt en total eu-styring af den danske økonomiske politik. Ønsker regering eller folketingsflertal at ændre det, så kræver det en folkeafstemning. -  Men det vil eu-politikerne åbenbart  ikke, for den vil jo blot understrege befolkningens modstand.

Og i stedet for at få endnu et nej, så fifler man i stedet med undtagelserne. Det er bestemt ikke demokratisk. 

   Ingen tvivl om, at det er positivt, at indenrigsminister Margrethe Vestager er positiv overfor at digitalisere den i dag tunge, bureaukratiske og dyre proces med at samle underskrifter for at blive opstillet til Folketinget. Det burde være sket for længst under den tidligere regering, som jo paradoksalt jo sidste år proklamerede en digitalisering af samfundet samtidig med, at Lars Barfoed stædigt er fodslæbende på dette område. (Pol. 9/1).

Barfoed burde måske tænke på, at han og de konservative selv meget let kan ende med at skulle prøve proceduren ved næste valg – med den gigantnedtur, de er ude i i meningsmålingerne.

Det er imidlertid kun første skridt frem mod en demokratisk og håndterlig proces. Det handler jo ikke kun om gøre processen ”effektiv”, men også demokratisk. I dette tilfælde kan de to ting gå hånd i hånd.

Derfor kan det være positivt, at Vestager samtidig har bedt om nytænkning i ministeriet for at gøre hele proceduren mere effektiv. Her kunne man også skele til vores nordiske nabolande, hvor kravene til indsamling af antal underskrifter er langt mindre end i Danmark. Og hverken for Norges eller Sveriges vedkommende har det betydet nogen ”inflation” i antallet af partier og her er der også tale om en ”aktivitet” fra vælgernes side, som Vestager peger på.

Et demokrati  bør inkludere så mange som muligt. Så mange som muligt skal kunne deltage. I realiteten har de ekstreme bureaukratiske regler, vi har i Danmark, imidlertid været stærkt ekskluderende blot på grund af processen.

Hertil kommer, at en underskriftsindsamling i dag koster op imod en ½ million kr. for partiet, sammen med, hvad den koster det offentlige. Det er ren spild.

Så naturligvis kan det være rigtigt med et krav om en ”vis aktivitet” og digitaliseringen er helt rigtig at gøre. Men tag nu yderligere skridt og gør det muligt for langt flere borgere at deltage i den demokratiske proces.

Modsat hvad der påstås i lederen (Pol. 3/1) var Mogens Glistrup EU-tilhænger. Han så unionen som den kraft, der kunne tvinge Danmark til en drastisk nedskæring af den offentlige sektor. Deri vil han få ret, når regeringen med støtte af VK tiltræder Europagten uden folkeafstemning (fordi vælgerne vil stemme ”forkert”).

55 % af 700 ledende erhvervsfolk er også imod dansk tilslutning til euroen nu. Så det var ikke så heldigt, at lederskribenten også fik slumpet til at påstå, at ingen i erhvervslivet kan genkende Anders Samuelsens EU-skepsis.

Af økonomiske, politiske og kulturelle grunde bør Danmark følge briterne og svenskerne i euro-sagen. EU-formandskabet kan godt varetages uden tilsidesættelse af Danmarks åbenlyse og vitale Europa-politiske interesser.

(bragt som læserbrev i Politiken 7/1 2012)